Sort Sol
Sort Sol er et af naturens smukkeste og mest fascinerende fænomener. Sort Sol er fænomenet som opstår når stærene danser i skumringen inden de slår sig ned for natten. De fascinerende mønstre på himlen, som vi kender som Sort Sol, optræder lige inden fuglene slår sig ned til overnatning. De organiske mønstre og formationer som bølger og bugter sig på himlen, er nærmest en ballet på aftenhimlen.
Fænomenet varer ca. 20 minutter og ender som regel senest en time efter solnedgang, hvor stærene har sat sig til ro for natten i tagrørene.
Sort Sol opleves både om foråret og efteråret, men i Danmark, særligt om efteråret, lige inden stærene samles inden deres træk sydpå. Stærene samles i enorme flokke fra alle de skandinaviske lande, samt de øvrige lande omkring Østersøen. Sort Sol kan opleves flere steder i Danmark, såsom ved Mandø, Ribemarsken og Tøndermarsken, men også enkelte steder uden for marsken.
De største stæreflokke kan rumme op til 1 million fugle, dog splittes flokken som regel op i mindre flokke, hvis der er mere end 500.000 fugle.
Man ved faktisk ikke præcist hvorfor stærene flyver i så store flokke. En af teorierne er, at stæren er nærsynet og har fremadrettede øjne, derfor må den drage nytte af andre fugle til at spotte eventuelle rovfugle.
Du kan læse mere på vadehav.dk, VisitRibe, Naturstyrelsen eller Wikipedia.